Højaktuel og meget spændende krimi

Ulla Weishaupt giver 5 stjerner og skriver, at OND KEMI Rød hævn 4 simpelthen ikke er til at lægge fra sig. Tingene bliver elegant flettet ind i hinanden, skriver anmelderen i Bogrummet.dk.

“Veldisponeret og godt skrevet håndværk. Dette er atter en bog som simpelthen ikke er til at lægge fra sig, der sker så meget og tingene bliver elegant flettet ind i hinanden. Ud over det kriminelle plot, er Nis Jakob god til at få vores samtid til at være en medspiller i sine bøger. Denne gang kommer man uvilkårligt til at tænke på en vis byggesag på Amager fælled og nogle frøer der spændte ben. Der er også nogle figurer i bogen det minder mistænkeligt meget om kendte danskere, så endnu en højaktuel meget spændende krimi…. Nu venter vi bare på femmeren. Bogen kan også tilgås som lydbog på Mofibo med Dan Schlosser.”

Nis Jakob i samlet forfatter-Top 10 i 2021

2021 er året, hvor Nis Jakob ender blandt de 10 mest lyttede forfattere i alle kategorier på Mofibo i fornemt selskab med navne som J.K. Rowling, Ken Follett og danske Sara Blædel.

2121 er også, året, hvor de første to sæsoner af forfatterens Mofibo-Original-serie Rød Hævn går i top 10 over årets mest populære krimier på Mofibo. Der bliver årlig lyttet over 73 mio. timer på Mofibo, hvoraf krimisegmentet udgør omkring 25 mio. timer, hvilket svarer til 2.5 mio. krimier a ti timer.

krimi-Thriller. af Nis Jakob
Nis Jakobs Rød Hævn serie er i top10 over de mest lyttede krimier i 2021

Forud er gået nogle produktive år for forfatteren, der startede i 2018 med lanceringen af Wolf-serien, som allerede i 2019 brød igennem på Danmarks største streamingtjeneste Mofibo, hvor serien lå i top 10 hen over sommeren, da andet bind, 1000 Piskeslag udkom og for alvor skabte nye krusninger på læserhavet.

I dag er der udgivet fire bind i Wolf-serien og femte bind ELIKSIR udkommer i marts 2022 som lydbog og i maj 2022 som papirbog.

Wolf-serien er også solgt til krimiens fædreland, Sverige, hvor serien lige nu er udkommet med bind et og to. Der er to yderligere bind på vej i 2022 på alle platforme hos det svenske forlag NONA.

Svenskerne får desuden mulighed for at bide negle til Nis Jakobs Mofibo-Original-serie Rød hævn. I 2023 udkommer de første sæsoner nemlig på svensk på Storytel i Sverige.

”Jeg havde på fornemmelsen, at det gik okay for mit forfatterskab”, siger Nis Jakob om top 10 placeringen, ”… men det er noget andet at se det sort på hvidt, når der trækkes hardcore statistik fra Mofibos databrønd. Så er der vist ikke så meget at diskutere: Læserne har fundet frem til mine bøger.”

Se listerne her: https://blog.mofibo.com/year-of-stories-2021/

https://blog.mofibo.com/de-mest-populaere-krimier/

Udspekuleret spændingsskrue og god miljøskildring

Uden slinger i valsen presser Nis Jakob sit plots troværdighed og handling til det yderste, skriver Henrik Tjalve fra Dagbladenes Bureau om Rød hævn-seriens to første bind.

“Nis Jakobs store force er, at han på en gang får tegnet et klart billede af det miljø, handlingen foregår i, samtidigt med, at han ret udspekuleret skruer op for det spændingsmæssige. ” skriver Henrik Tjalve og giver fire stjerner for krimiserien, hvor Louise Andersen og Hans Schmidt bevæger sig ind i en verden “hvor forbrydelserne begås for at skabe forvirring og for at tilfredsstille kunder på den mørke del af internettet.”

“Uden slinger i valsen presser Nis Jakob sit plots troværdighed og handling til det yderste, mens han sikrer, at læseren vil være sulten efter at komme i gang med seriens næste bind. Det er ret kalkuleret gjort”

Bogen er oprindelig udkommet som lyd-og e-bog. Den fås også som almindelig papirbog

krimi-Thriller. af Nis Jakob
Nis Jakob har skrevet en mofibo original, indlæst af Dan Schlosser

Anmelder frygter for forfatterens mentale sundhed

Fru Thulstrup.dk giver fire lakridspiber, men frygter for forfatterens mentale sundhed, da hun gyser sig gennem Helvedes port, som er bind 2 i Rød hævn serien på Mofibo.

“Jeg elsker det grumme, det vilde og det vanvittige, skriver Fru Thulstrup. “Og her får du alle tre ting, der er mord så vildt udført, at jeg nogle gange, kunne frygte for forfatterens mentale sundhed, og med vilde mord, er vanviddet tro følgesvend. Gerningspersonen i denne krimi har bogstavelig talt en skrue løs, noget er gået ret så galt og det er Louise og Hans, der jager dette monster.

 Jeg elsker at gætte med og det er der rig mulighed for her. Der er mange mulige emner og løsningen ligger ikke sådan lige til højrebenet.

Handlingen drives hårdt frem, der sker noget hele tiden, hvilket også er kendetegnet ved disse Mofibo Originals.

Er du til krimi med grumme mord, og elsker du at kunne gætte med, vil du ikke går helt galt i byen med denne her.”

Fængslende fortælling

Fem fede stjerner giver Camilla Laugesen fra bogfidusen.dk til Helvedes Port, der er fortsættelsen af Dødens engle i Rød Hævn-serien på Mofibo, hvor serien ved udgivelsen i juli 21 bragede ind i toppen af bestsellerlisten. Bogen kan også købes eller lånes i papirudgave.

“Helvedes port er en yderst spændende og fængslende fortælling om en mystisk, nærmest okkult drabssag i en lille, eller tryg landsby. Man skal som læser være opmærksom på sporene, der bliver lagt ud på den mest udspekulerede vis, og så gætte med – hvem er drabsmanden?”, skriver Bogfidusen.

“Sammen med en interessant drabssag, bliver der også plads til emnet “spiseforstyrrelser”. Man bliver ikke kun præsenteret for forældrenes frustrationer, men kommer også med ind i hovedet på pigen.”

Bogfidusen skriver til sidst: “Må lige nævne den ældre pensionist Hans, der formår at stjæle læserens hjerte, i sin forelskelse i Dagny. Han er igennem hele spektret – kærlighed, føler svigt, jalousi og der bliver ikke sparet på disse skønne følelser man har når man er nyforelsket. Det er blot et ekstra krydderi at Hans er pensionist.”

En god mordgåde fra en alsidig forfatter

Camilla fra Bogfidusen giver 5 stjerner til Dødens Engle. Spændende krimi for kræsne læsere.

“Nis Jakob har senest skrevet actionfyldt og spændende thrillerserie om agenterne Andreas Wolf og Inessa (En død russer, 1000 piskeslag og Missil) som er skrevet i en ret voldsom retorik og man skal have maven i orden, før man giver sig i kast med dem.

Denne fortælling viser at forfatteren har mange litterære talenter. “Dødens engle” er en helt anden kategori end den forgående serie. Fortællingens hovedperson er 72 årige Hans Schmidt, der er pensioneret politiefterforsker. Han lever et meget stille og roligt liv på Lolland. Det er også der, han har fungeret som øens politi og han kender byens indbyggere særdeles godt. 

krimi af Nis Jakob Dødens engle
krimi af Nis Jakob

Godt underholdt

Man er godt underholdt og det varer ikke længe før man bliver fanget af livet i den lille by. Personerne i fortællingen er let genkendelige og forfatteren evner at gøre alle personerne uundværlige for historien. 

“Dødens engle” er en god krimi, der kan læses/lyttes af alle der elsker en god mordgåde, og efter endt lytning/læsning,  kan man kun håbe at der kommer flere sæsoner af “Rød hævn” 

Bogen bliver læst op af en af Danmarks bedste lydbogsoplæsere: Githa Lehrman, der formår at fastholde lytterne på sin helt egen måde. 

Nis Jakob er en meget alsidig forfatter, og man kan altid finde en spændende bog i hans forfatterskab, der kan underholde selv den mest kræsne læser. “Dødens engel” er bestemt en af slagsen.

Nis Jakob er en meget alsidig forfatter, og man kan altid finde en spændende bog i hans forfatterskab, der kan underholde selv den mest kræsne læser. “Dødens engel” er bestemt en af slagsen.